Log af Titus Thorn 127.000 M41
Igen er det stemmerne i mit hoved der vækker mig, og deres tilbud om en gudommelig magt er som altid tilstæde i mit baghovede, hvor det ligger i som et menukort der lokker med alle mulige lækkerier! Igen er jeg nød til at fordybe mig i bøn og koncentrere om lyset i fra den almægtige kejser for at rense mine tanker og opnå den højere oplyste renhed og overlegen psyiske tilstædeværelse i verdens- altet som vi psykers har. Jeg ser ud til at have vundet en smugle respekt ved de øvrige Blunts pga de afhøringer jeg har stået for. Det føles godt men de vil aldrig forstå de evner jeg har….
Vi følger en ”psykisk progretion” ud af basen og jeg har igen indtaget min rigtige plads ved Confesserens højre hånd. Lidt bagved selfølgelig, så jeg kan søge dækning bag hans fede ryg. Mine Øjne klør stadig, og det gør mig endnu mere irreteret på teckpræster, de søger som altid deres egne mår og bidrager kun med forsinkelser og tidsspilde. De har ingen flair for opdagelse og efterforskning overhovedet, de virker nærmest skræmte af ny viden og eksperimenter. Godt de er så nemme at regne ud, dem og deres fordækte dagsorden.
Efter en kort køretur samt vandring efter vores ”psykisk progretion” bliver vi ført ind i en kloak og den hele stinker, især af baghold. Jeg anbefaler Confesseren at han sender Teckpræsten Morn op foran så han kan scanne og se med sit nat øje, men kujonen vil ikke og får rystende (måske en løs forbindelse) lov til at nøges med at sende hans servoskull frem. Pludselig er det ikke længere en ”psykisk progretion” vi følger men en sindsforviret mand der trækker våben imod mig. Alexandrer får ham til at smide våbnet. Jeg samler det op og i det samme lyder der en stemme oppe fra en at luftbroerne. Da jeg prøver at fokuserer på hvor denne stemme kommer fra hved hjælp af min psysiske evner, glider skykken af en warpbæst ind over mine tanker og jeg mister kontrollen et øjeblik, kun ved hjælp at af den træning jeg har fået på ”de sorte skibe” , forhindre jeg demonen i at beside sig den tykpandet Volk og da jeg lukker forbindelsen til warpen bliver han fanget i den tynde film imellem warpen og verdensaltet og demonen bliver mast af vægten af de to universer og hans blod bobler ud igennem alle sprækker i gulve og kasser. De ”blunts” der følger mig ved ikke hvor en helt jeg er. Jeg reder deres liv så ofte men får aldrig taknemmelighed jeg er berettiget til.
Der lyder et bump på min højre side, jeg vender mig med mord og hævn i tankerne, mens jeg beder kejseren beskytte min sjæl, åbner jeg for min almægtige magt og vil sende et psyisk stromvejr afsted imod mine og kejserens fælles fjender. Men den anden har også ”gaven” og vores viljer mødes som titaner der brydes, så kraftigt er mødet at det river hul i materien til warpen og igennem den åbnet portal træder en demon fra mine drømme. Kejseren måtte værer optaget da min bøn blev udtalt.
Comments