Bio

Hjemstavn:Apicius, på øen Luna
Fulde Navn: Ari Silaviel
Alder: 100

Aris magiske kræfter viste sig først hos ham på hans ethundredeogtyende år, netop ved indgangen til hans liv som fuldvoksen elver.

Det var en sensommeraften, da et gnistrende blåt lyn fra en ellers skyfri himmel slog ned og ramte Ari. Da han kom til sig selv igen, lå han i sin seng i landsbyen. Det var nat. Over ham stod de ældste elvere med en bekymret mine dybt begravet i panden, og fortalte ham, at han havde været uden bevidsthed i snart fire dage.

Ari følte efter – ingen fysiske mén, ingen problemer med at kontrollere sin lemmer. Men noget var lligevel anderledes. Ari kiggede ned af sig selv, og følte en ny følelse i kroppen, som han aldrig havde følt før. Den føltes så naturlig som pulsen i hans blodårer. Han så på sine hænder, og koncentrerede sig om den. Koncentrerede sig om den, lukkede de gamle menneskers snak ude, og opdagede, at han kunne fokusere den. Dirigere den rundt i kroppen… måske endda.. kontrollere den. Han førte kraften ud i kroppen, ud i armene, ud i hænderne… og fokuserede på følelsen, og intet andet. Han lukkede øjnene. Lukkede de gamles snak ude. Vendte henderne mod hinanden, holdt kun følelsen i hans tanker. I et øjeblik oplystes det lille rum af et blændende lys, idet Aris øjne slog op og badede rummet i et iskoldt blåt lys. Lyn slog mellem hans fingerspidser, og de de gamle elvere tog et skridt tilbage.

Den ældste, den halvblinde skriver Kirmum, mumlede: “Tænk sig at det skulle ske… og så i min generation…” Han fortalte Ari om historien – sagnet, legenden, snarere – om en elver, der var blevet forelsket i en Djinni. Deres kærlighed havde været så stærk, at deres fælles ønske om at kunne blive forenet på magisk vis gik i opfyldelse. Djinnien tog elverskikkelse, og hun gifte sig med ham, og de fik en søn. Det var blevet dem fortalt, at der hvert tiende generation ville være en i deres slægt, der ville have så stærk en forbindelse til sin blodlinje, at han ville være i stand til at udrette store ting. Den gamle skriver kiggede Ari i øjnene: “Store ting – såfremt han lærer at kontrollere sin kræfter!”.

Landsbyens indbyggere var efter episoden varsomme omkring Ari, og undveg ham helst. Og da Ari pludselig selv havde fået mere at tænke over end de gamle, støvede bøger han gik og passede for skriveren i byen, besluttede han at det var tide at forfine sine kundsskaber, at lære at tæmme sine kræfter – og måske endda udrette store ting. Da der et tre måneder senere afgik skib fra den nærmeste havneby til fastlandet, var Ari derfor ombord.