Bio

Opvækst

Kilroy blev født ind i en fattig bondefamilie, hans to mindre søskende, Helene og Lorina, samt hans mor og far, Zonia og Alvar, der knapt nok kunne få hverdagen til at fungere. De boede nordøst fra byen Kara, oppe nær bjergene, da Alvar havde foretaget nogle lyssky forhandlinger med skumle typer i Kara, hvilket blev opdaget, og de derefter blev nødt til at flygte til et afsides område. Kilroy gik dagligt på jagt med sin far for at få mad på bordet, da deres afgrøder sjældent formåede at blive til noget.
Han legede meget med sine søstre, heriblandt gemmeleg og tagfat, men øvede sig også på at bruge et sværd, da hans far i sine unge dage havde været vagt i Kara. De fik fra tid til anden besøg af en handelsrejsende, der leverede dem nyheder og varer i bytte for skindet fra de dyr som de havde fanget, samt de afgrøder, der blev til noget. Igennem denne rejsende, ved navnet Sloan (ukendt efternavn). En dag havde Kilroy spurgt sin far, hvorfor Sloan havde spidse ører og altid havde en falk med sig. Alvar fortalte sin søn, at Sloan var en elver druide, og at han var i kontakt med naturen, noget som faren ville ønske at han havde været, da det kunne have betydet en anderledes tilværelse for familien. Kilroy og Sloan fik et venskab, der førte til, at Kilroy lærte at læse og skrive, på et basalt niveau, hvilket glædede hans mor, da hun ønskede ham et bedre liv end dette.

Da Kilroy var 14 år, var han gået alene på jagt, da han ville overraske hans lillesøster Lorina på hendes fødselsdag med den fineste pels. Han havde ledt i en halv dags tid, forgæves, men fandt netop, som solen var på vej ned, en ulv med en yderst flot pels. Kilroy missede den første pil, hvilket gjorde ulven opmærk som på hans tilstedeværelse, og satte den i løb imod ham. Normalt plejede hans far at være der sammen med ham, men nu var han alene, og han var lidt i chok over at se ulven i øjnene, der glimtede af vrede. Lige som ulven sprang imod ham, nåede han at genvinde bevidstheden, og sprang over under et nedfaldet træ. Han tøvede et kort øjeblik ved lyden af ulvens knurren, men mærkede han kom pludselig i tanke om det sværd, som hans far havde fået Sloan til at skaffe inde fra smeden i Kara, og overrakt til Kilryo, da han blev 12 år, der lå hvor han havde skudt fra. Kilroy vidste, at det var hans eneste redning, da ingen vidste, hvor han var, så et råb om hjælp kunne muligvis havde tiltrukket flere ulve. Ulven satte i løb imod ham, og i det den sprang over træet, nåede Kilroy at smutte nedenom det og spurtede hen imod sværdet. Han følte at tiden stod stille i dette øjeblik, og han kunne høre, at ulven var kommet over på den anden side af træet igen. Han kunne se sværdet, der lå i skeden, nogle meter forude. Han vidste, at hvis han ikke tvang sine ben til at løbe endnu hurtigere, med chance for at snuble forover, så ville hans dage være talte, og Lorina ville få en helt anden gave på sin fødselsdag, frem for den, som Kilroy havde planlagt. Kilroy kunne mærke ulvens varme ånde i nakken. I det øjeblik, kastede han sig imod skeden, trak sværdet ud, og med lukkede øjne svang han det imod ulven.
Sværdet skarpe klinge stoppede ulven i dens frontale angreb. Kilroy kunne mærke en varme glide ned langs hans udstrakte arm. Han åbnede øjnene og så, at han havde hugget sværdet ind i siden på ulvens hals, og varmen var ulvens blod, der løb ned ad armen og farvede ærmet rødt. Han skubbede ulven til siden og dumpede ned på ryggen og smilte.
Solen var på nuværende tidspunkt ved at være gået ned, så Kilroy byggede sig et læ og tørrede blodet af sin arm og sværdets klinge. Ulven skar han op og tilberedte kødet over et lille bål han havde lavet. Imens kødet var over ilden, begyndte han at tilse skindet, og formåede at rense det så godt han nu kunne. Efter et tilpas måltid, slukkede han bålet og lagde sig til at sove.

Næste morgen vågnede han til lyde af en røv(?), der rendte rundt omkring læet. Han kunne svagt skimte den, og idet han rejste sig, løbe den væk iblandt nogle buske. Solen var på vej op, og Kilroy skyndte sig at tage skindet rundt om nakken og spurtede alt hvad han kunne, for at komme hjem og præsentere Lorina for hendes gave. Det syn, der mødte ham ved hans hjemkomst, var et uhyrligt syn. Han kunne se blod på hyttens dør, der stod halvt åben, samt en blodig skikkelse lige foran indgangen. Han smed ulveskindet fra sig, trak sværdet, og løb over mod hytten. Der var helt stille, og han gøs ved synet af den blodige skikkelse, der lå foran hytten. Det var Helene. Hun havde sår over det hele og var tydeligvis forblødt i et forsøg på at komme væk. Kilroy tog hende op og knugede hende tæt ind til sig, og afholdte sig selv fra at bryde ud i gråd. Pludselig hørte Kilroy noget rumstere inde fra hytten. Alle hans sanser var skærpet og på sit højeste. Han lagde forsigtigt Helene ned på jorden, og lagde sværdet an til angreb. Lige så forsigtigt skubbede han døren op. Indenfor kunne han se sin far, eller rettere resterne af ham, smidt henover spisebordet. Han mærkede en følelse af magtesløshed bygge sig op inde i ham. Midt på gulvet lå Zonia med et tomt blik i en pøl af blod, der fik ham til at lukke et lille gisp ud. Tårerne begyndte at trille ned ad hans kinder, og han sænkede sværdet og blot stod i døråbningen helt fortabt. Bedst som håbløsheden var ved at tage over, hørte han igen noget inde i hytten. Han vågnede op af den choktilstand, som han var havnet i, og begav sig over mod forældrenes seng, der stod bagerst i hytten. Solen var nu på sit højeste, og Kilroy kunne se hvor blodig sengen var. Nedenunder var der en lille pøl af blod, men han kunne også se noget bevæge sig dernede. Han gjorde klar til at støde med sværdet, sæt nu det var noget fjendtligsindet, der lå gemt dernede. I et hurtigt øjeblik rykkede han sengelagnet væk, og fik øje på Lorina, der lå og spyttede blod ud. I sin højre hånd, knugede hun en amulet, som hun havde fået af Kilroy, der havde byttet nogle træredskaber for den. Han tog hende op, gik ud og sørgede for at holde hende for øjnene, så hun ikke skulle se de rædsler, der var i hytten, og forsøgte at lægge pres på de værste af hendes sår.
Kilroy placerede Lorina i noget halm og gjorde det nogenlunde behageligt for hende. Lorina spyttede ikke mere blod op, men var tydeligvis svækket af blodtabet, og Kilroy vidste, at hun ikke havde megen tid tilbage.
”Je—jeg er glad for.. at du ikke var hjem—me”, fremstammede hun og smilte, hvilket førte til store smerter for hende.
”D—det var ved a-at blive mørket, da fa—far lukkede døren op fo—for nogle vandrende. Han hå—håbede de havde set di—dig, da han v—var bekymret for dig”, sagde hun og vred i smerter. Kilroy aede hendes hår og knugede hendes hånd.
”Hvad skete der?”, spurgte han imens en tåre trillede ned og landede på hendes iturevne kjole.
”De… var meget flinke og til—tilbød at lede efter di—dig næste morg—morgen. Men so—som natten faldt på, våg—vågnede vi til mor—mors skrig, da—da hun blev he—hevet ud af sengen. Fa—far rejste sig op og.. forsøgte at red-d-redde mor, men det var i-i-ingen almindelig man… Han li-i-lignede mere en flagermus”, sukkede hun. Kilroy kunne mærke, hvordan livskraften forlod hende med hastige skridt.
”Få-å-å-får jeg mor og f-f-far at s-s-se igen?”, spurgte hun fortvivlet.
”Jeg er sikker på, at de venter på dig”, svarede Kilroy, der nu havde svært ved at holde gråden tilbage.
”S-s-ses vi ige-e….”, Kilroy mærkede, hvor tung hendes krop pludselig blev, og hvordan varmen havde forladt den. Fortvivlet hamrede han sine næver ned i jorden og beklagede sig over, hvorfor han ikke havde været hjemme til at beskytte dem. Hvorfor det netop var hans familie, der måtte lide. Efter at have været helt ude i torvene et stykke tid, tog han sig sammen og fik båret ligene af sin familie ud af hytten. Han dækkede dem til med hjemmestrikkede tæpper, og Lorina med ulveskindet, og gik i gang med at grave et hul i jorden for dem hver især. Det blev hen på aftenen, før han havde fået dækket hullerne til, men han var endnu ikke færdig. Han gik i gang med at gennemsøge hytten for værdier og brugbare ting, heriblandt pile, redskaber og mad. Da han havde fået fat i de ting, som han så nødvendige, pakkede han dem ned i en sæk, tændte en fakkel, og smed den ind i hytten. Han stod og så på imens ilden med tiltagende hastighed, opslugte og bortviskede hans tidligere liv. Rundt om halsen havde han Lorinas amulet, og han begav sig herefter ud for at opspore de, der havde lemlæstet hans familie.

Optagelse i inkvisitor ordenen

Kilroy havde vandret rundt i et par uger, levet af at hjælpe til de steder, hvor han var kommet, men havde intet nyt hørt om de personer, der havde angrebet og slagtet hans familie. Han var mere eller mindre åndsfraværende og kørte kun på tanken og instinktet om hævn. En dag, hvor han var kommet til byen Kran, var han gået direkte ind i en gruppe mænd, der tydeligvis ikke var tilfredse med, at denne dreng gik ind i dem. Da han åndsfraværende svarede på deres trusler om at tage alt, hvad han ejede, slog en af dem ud efter ham og ramte ham lige i trynen. Med blodet løbende ud af næsen, gik Kilroy til kontraangreb og gjorde gengæld på selvsamme mand. Dette opildnede blot hans følge, og pludselig var det en imod fire. Kilroy havde ikke den fjerneste chance for at slippe godt fra dette, og efter de havde fået brækket hans ene arm og tvunget ham ned på knæ, var han ved at opgive håbet om at kunne hævne sin familie. I selv samme øjeblik, som den største af de fire brød fyrede et slag imod Kilroy, der uden tvivl havde sendt ham til tælling, hørte Kilroy en hvislen for ørene, samt et smerteligt ubrud fra oven. Han kiggede op og fik øje på en pil, der havde boret sig ind i skulderen på manden, der netop skulle til at slå ham i gulvet. De tre andre mænd gispede og begyndte nervøst at bevæge sig væk derfra. Kilroy lod blikket vandre til den modsatte side, og fik øje på en mand iført en chainmail, en rød frakke og en rød hat. Han stod med spændt bue og sigtede på de fire mænd, og truede dem til at tage endnu et skridt imod drengen. Kilroy kunne se, at manden var af en eller anden orden, samt at han ikke var helt så ung. De fire mænd begyndte at løbe væk, og manden sænkede sin bue.
”Er du okay knægt?”, spurgte han med en meget rolig stemme, der fik Kilroy til at vågne lidt op.
”Jeg klarer mig. Mange tak for hjælpen, hr.?”
”Inkvisitor Kenric Bequin. Må jeg spørge, hvad dette gik ud på?”, spurgte manden, og Kilroy blev lidt forvirret, for han havde gået i en form for trance, og ikke rigtig lagt mærke til sine omgivelser, hvilket havde bragt ham i denne knibe.
”Jeg.. øh, det ved jeg faktisk ikke. Jeg har desværre været lidt åndsfraværende på det sidste, da jeg ikke har lavet andet end at drage fra nordøst fra Kara på jagt efter min families mordere.”
”Javel ja. Du virker til at være en standhaftig ung mand, eftersom du har klaret den lange tur alene. Sig mig, hvad skete der med din familie? Hvis det ikke er for meget at spørge om.”
Kilroy blev lettere paf over mandens høflighed, særligt da ingen havde været så høflig som ham undervejs på den lange rejse.
”Jeg kom hjem til vores hytte, hvor min mor og den ene søster var forblødt med adskillige sår. Min far, eller resterne af ham, var slynget henover vores spisebord, og min mindste søster, Lorina, var stadigvæk i live, da jeg ankom. Hun var slemt tilredt og fortalte om nogle mænd, der var kommet forbi i nattens løb, og som efter hendes udsagn, ikke var helt almindelige mænd, men derimod mænd, der mindede om flagermus. De skulle være deres mordere.”
”Hvad skete der med din lillesøster?”, spurgte Kenric lettere foruroligende.
”Hun overlevede ikke. Jeg var ved hende til det sidste åndedrag havde forladt hende. Derefter begravede jeg min familie, satte ild til hytten og begav mig ud på jagt efter morderne.”
”Ja så. Hmm”, Kenric så meget eftertænksom ud, og Kilroy følte sig noget forvirret, da han mest af alt ønskede at få noget hvile ovenpå den røffel, han netop havde været udsat for, og ikke vidste, hvad han eventuelt kunne komme ud for i nærværet af denne mand.
”Hvad er dit navn, min dreng?”
”Kilroy Garrick, herre.”
”Kilroy Garrick, hvad jeg nu vil tilbyde dig, er et en gangs tilbud. Hvis du først har sagt nej, vil du ikke få denne mulighed igen. På den anden side vil du være bundet til din beslutning, skulle du tage imod tilbuddet. Jeg vil give dig chancen for at få de færdigheder og midler, der skal til for at hævne din familie. Jeg lover dig ikke, at du nogensinde finder deres mordere, men jeg lover dig, at hvis de bliver opsporet, er du parat til at tage kampen op imod dem og lade retfærdigheden sejre. Men du skal også være forberedt på at sætte vores ordre, værdiger og pligt højest. Du kommer til at skulle tage imod ordrer, der ikke nødvendigvis falder i din smag, men som er påkrævet af os. Hvis du siger ja, skal jeg med glæde fortælle dig mere om din families mordere. Men valget står i sidste ende hos dig.”
Dette var et tilbud, der skabte lidt splid i Kilroys sind. På den ene side ville han have chancen for at få hævn og den træning der skal til. Dog ville han også være nødt til at sætte sin hævn i anden række og tjene ordenen. På den anden side ville han ved at sige nej kunne undgå at lade sig binde og opsøge morderne her og nu. Men var han nu også klar til det? Han var kun knap 15 år. Nok havde han trænet med sværd og bue, men var det nok? Selv hans far, der havde arbejdet som vagt i Kara, havde ingen chance overfor disse væsner. Kilroys logiske sans pegede mod den løsning, som sandsynligvis også var den løsning, der ville holde ham i live længst.
”Jeg tager imod deres tilbud, hr. Bequin”, svarede Kilroy og bukkede let.
”Så er det afgjort. Du skal med mig direkte til Qrog, hvor vi vil påbegynde din træning med det samme.”
Den noget forslået Kilroy blev hjulpet op på en hest, som Kenric lejede, og sammen drog de mod Qrog.

Kilroy er på nuværende tidspunkt 28 år.